DANISH CRAFT BEER SINCE 2009

Dansk øl i ny medaljehøst i USA

Date: 2. June 2014 Category: , , ,

Dansk øl i ny medaljehøst i USA – 16 internationale medaljer inden for 3 måneder

Det fynske bryggeri Coisbo Beer fortsætter med at imponere i udlandet. Ved Commonwealth Craft Beer Cup 2014, som blev afholdt i Kentucky, USA forrige weekend løb Coisbo Beer igen med en lang række priser. Brygmester Anders Coisbo kunne hænge 1 sølv- og hele 8 bronzemedaljer om halsen.

Brygmester Anders Coisbo fortæller om den internationale hæder: “Det er et helt fantastisk forår vi har haft. Først de 7 medaljer ved Dublin Craft Beer Cup med 314 øl fra 18 lande og vinder af ”Overall Best Beer”, og nu 9 medaljer i USA, hvor der deltog 1000 øl fra 30 lande i konkurrencen. Jeg er meget stolt, over at vores øl bliver så godt modtaget – også i udlandet, det beviser, at vores høje krav til kvaliteten og til os selv, betaler sig.”

Begge konkurrencer er i øvrigt bedømt som blindsmagning.

Den danske øl faldt i dommernes smag

Det var varianten Single Batch Beer EIGHT, Imperial Pilsner, som faldt så meget i dommernes smag, at den vandt en sølvmedalje.

Bronzemedaljerne gik til:

  • Astoria Black – Imperial Stout
  • Broadway Spring – Spring Ale
  • Brooklyn Fall – Smoked Beer
  • Batch FOUR – Russian Imperial Stout
  • Harlem Break – Brown Ale
  • Queens Desire – Weissbier
  • Batch SIX – Dunkel Weizen
  • Urban Haze – Pale Ale med hyldeblomst

Fra politibetjent til fuldtids brygger

Den store internationale anerkendelse kommer yderst belejligt for den fynske brygmester. Siden Anders Coisbo bryggede sin første øl på køkkenbordet i december 2007, har han sideløbende været ansat ved Fyns Politi. Især i starten var jobbet som politibetjent nødvendigt, mens Anders gjorde sig sine erfaringer som brygmester.

Coisbo Beer har fra starten været i medvind hos publikum og har vundet flere nationale priser. Og netop tidligere på foråret havde Anders Coisbo afleveret sit politiskilt og endegyldigt sagt farvel til livet som politibetjent og goddag til en tilværelse som fuldtids brygmester. Heldigvis tyder medaljehøsten på, at det var det helt rigtige valg, og at øl-entusiaster i både ind- og udland kan se frem til at nyde endnu mere til Coisbos evner inden for ølbrygning.

Top