DANISH CRAFT BEER SINCE 2009

Coisbo Beer støtter Movember – også af personlige årsager

Date: 14. October 2013 Category:

 

Coisbo Beer støtter Movember – også af personlige årsager

Det fynske mikrobryggeri Coisbo Beer støtter Movember-kampagnen, som sætter fokus på kræft og mænds sundhed. Det betyder, at der er kommet et flot overskæg på etiketten på Coisbo Beers populære øl-variant 5th Avenue. Og det betyder, at Coisbo Beer støtter Movember-kampagnen med 10 % af det samlede ølsalg af denne variant i perioden 14.oktober til 30. november.

“Vi mener, at det er vigtigt at være med til at gøre en forskel og støtte op om mænds sundhed generelt,” fortæller Anders Coisbo, indehaver og brygmester. Men bag ønsket om at støtte op om lige netop Movember-kampagnen ligger også en personlig historie.

Idéen til at støtte Movember fik Anders Coisbo og hans salgschef Thomas Knudsen i fællesskab, da de har to fælles venner, som begge har været ramt af kræft.  Deres nære ven  og jævnaldrende Janus Woller har været ramt af lymfekræft i stadie 4 og er nu erklæret rask efter et sygdomsforløb på 2 år. “Ud over at Janus er en rigtig god ven, så har han også været en del af Coisbo Beer lige fra begyndelsen. Janus har støttet mig i min brygger-drøm, mens han selv har været ramt af en forfærdelig sygdom, som har påvirket hele hans liv. Jeg er fuld af beundring for hans måde at takle så svær en sygdom på, og det er jo helt fantastisk, at han i dag er erklæret rask. Faktisk er Janus stadig en del af Coisbo Beer, han er nemlig en stabil hjælper i forbindelse med afholdelse af messer og events. Så især på grund af Janus syntes jeg, det var oplagt, at Coisbo Beer skulle støtte Movember, som jo netop har fokus på kræft og mænds sundhed,” fortæller Anders Coisbo.

Janus Woller er glad for, at hans to venner har valgt at støtte op om Movember-kampagnen, og han lægger heller ikke skjul på, at de to venner og Coisbo Beer har haft stor betydning for ham under hans kræftforløb: “Coisbo Beer og det gode fællesskab og humør gav mig styrke og støtte i kampen mod kræften. Det var rart, at der var noget at stå op til og noget, hvor jeg kunne bidrage på trods af min situation – det gav mig nogle små pusterum, hvor jeg ikke tænkte på sygdommen. Og det er jo bare dejligt, at Coisbo Beer på denne måde støtter op om det gode formål. Det er jeg taknemmelig for,” fortæller Janus Woller.

De fleste danskere kender mere end et menneske, som er eller har været ramt af kræft. En anden af Anders og Thomas’ nære venner har været ramt at testikelkræft, som sammen med prostatakræft er de to kræftformer, som Movember sætter særligt fokus på. Denne ven er nu også erklæret rask, og det betyder ifølge Anders, dels at der er noget at kæmpe for i forhold til at skabe fokus på kræft og dels at det gør en forskel, at vi alle sammen tager ansvar for, at der kommer opmærksomhed og økonomiske midler til forskningen, så flere kan komme ud af deres kræftforløb som raske mennesker. “Jeg har set, hvad kræft gør ved folk, og det gør ondt at se mennesker, man holder af være ramt af denne forfærdelige sygdom. Men jeg er også sikker på, at vi alle kan gøre en forskel – det er ikke så svært,” slutter Anders Coisbo.

Til PRESSEN: Hvis denne historie har vakt din interesse, så kontakt os, så sender vi en smagsprøve på Coisbo Beers Movember-øl, 5th Avenue… Og vi kommer også gerne forbi til en snak.

 

Top