DANISH CRAFT BEER SINCE 2009

Coisbo Beer begejstrer publikum

Date: 18. August 2013 Category: , ,

Coisbo Beer begejstrer publikum for tredje gang

Coisbo Beers specialøl falder i god smag hos de øldrikkende danskere. Publikum nød Coisbo Beers nye variant Russian Imperial Stout så meget, at den løb med årets publikumspris ved Danske Ølentusiasters Ølfestival 2013, som blev afholdt d. 23.-25. maj.

Det er nu tredje gang, at en øl fra Coisbo Beer vinder en publikumspris. I både 2011 og 2012 blev deres Christmas Ale publikumsvinder af prisen Årets Julebryg, som blev uddelt ved Julebryg-festivalen. At æren nu tilfalder brygmester Anders Coisbo for tredje gang gør bestemt ikke glæden mindre:

”En anerkendelse fra publikum, fra de mennesker, som jeg brygger mine øl til, er simpelthen den bedste pris, jeg kan vinde som brygmester,” fortæller en stolt og glad Anders Coisbo og fortsætter: ”Det er klart, at jeg er pavestolt, hver eneste gang det lykkes at sammensætte en variant, som i så høj grad falder i folks smag, at vi vinder i konkurrence med 40-50 andre øl. Det er stort.”

Frisktappet vinder-øl i begrænset oplag

Russian Imperial Stout var netop blevet frigivet om torsdagen, da den vandt publikumsprisen om lørdagen, så det var helt friske dråber, publikum fik lov at smage og bedømme. Specialøllen er nummer fire i Coisbo Beers seneste satsning, nemlig fem nye varianter brygget som såkaldt single batch beer. Single batch hentyder til, at der kun bliver brygget et meget begrænset antal af varianten.

Om baggrunden for satsningen på single batch-varianterne fortæller Anders Coisbo:

”Vi brygger specialøl til kvalitetsbevidste forbrugere. Vores øl bliver kun solgt fra særligt udvalgte forhandlere, og vores designstil henvender sig til de mennesker, som sætter pris på kvalitet og det lidt ekstravagante. Derfor finder vi det oplagt at brygge nogle særlige varianter i et begrænset oplag, så vores kunder får oplevelsen af, at her har de virkelig en unik øl i hånden. Det er sådan noget, det er fedt at servere for sine gæster til en god middag.”

Og der er noget, der tyder på, at Coisbo Beer og brygmester Anders har fat i noget. Tallene taler deres eget sprog, idet Coisbo Beer allerede i maj måned har overhalet hele sidste års produktionen af øl. I 2012 producerede det fynske mikrobryggeri 60.000 liter øl, mens det i dette års første fem måneder har brygget 70.000 liter.

FAKTA

Coisbo Beer tog sin begyndelse i 2007 i Morud på Nordfyn. Stifteren af bryggeriet er Anders Coisbo, der startede sin karriere som hobbybrygger med en 50-liters kedel i garagen. Siden har Anders Coisbo bestået uddannelsen som diplombrygger, og øl fra Coisbo Beer brygges i dag på større anlæg.

Vi brygger udelukkende vores øl på gode råvarer med respekt for håndværket. Coisbo Beer tænker helhed med særlig fokus på brug af specielle malttyper, der bidrager med kompleksitet og stor fylde til øllet. Det endelige resultat er specialøl af høj klasse, der henvender sig til den kvalitetsbevidste forbruger.

Coisbo Beer har altid omkring ti faste varianter i sit sortiment. Derudover kommer løbende nye single batch beer-varianter. I foråret 2013 er der frigivet fem varianter:

ONE – Lager with lemongrass
TWO – Pale Ale with ginger
TREE – American Imperial IPA
Four – Russian Imperial Stout
FIVE – Bourbon Barrel Aged Imperial Stout

Top